I forbindelse med forberedelsen af kommunalreformen vedtog folketinget i juni 2005 en ændring af adressebestemmelserne i BBR-loven, som indebærer at postnummerinddelingen skal fungere som en del af det offentlige adressesystem.
Ansvaret stadig Post Danmarks
Ændringerne i BBR-loven medfører ikke ændringer i administrationen af selve postnummersystemet. Ligesom det har været tilfældet siden 1967 er det stadig Post Danmark der, efter reglerne i lov om postbefordring og koncession for Post Danmark, fastlægger postnummerinddelingen og afgrænsningen af hvert enkelt postnummer.
I forbindelse med ændringen i BBR-loven blev det dog bestemt, at Post Danmark skal høre Færdselsstyrelsen forud for nedlæggelser af geografisk henførbare postnumre. Det offentlige kan således nedlægge veto mod hvis en ændring vil ødelægge adressersystemets entydighed.
Officielt postnummerkort
For at sikre alle parter en simpel adgang til oplysninger om postnumrene og deres geografiske afgrænsning, blev det i BBR-lovens § 3 f stk. 4 bestemt at økonomi- og erhvervsministeren skal tilvejebringe et officielt, digitalt postnummerkort.
Version 1.0 af det officielle postnummerkort, "Postnummerkort.dk" blev offentliggjort første gang i december 2006. Seneste opdatering er pr. 1. februar 2009. Datasættet kan frit downloades ved at benytte linket til højre. Et tilhørende dokument beskriver datasættet og rettighederne til brug.
Postnummerkort.dk er udformet i overensstemmelse med anbefalingerne fra en arbejdsgruppe, som Erhvervs- og Byggestyrelsen nedsatte i 2005 og som afrapporterede sit arbejde i august 2006. Rapporten og de tilhørende bilag kan læses ved hjælp af de to links til højre.
Ikke slutbrugerprodukt men officielle referencedata
Det fremgår bl.a. af arbejdsgruppens rapport, at
- det officielle postnummerkort skal have status som offentlige referencedata, der angiver postnumrenes antal, navngivning, beliggenhed og afgrænsning.
- det officielle postnummerkort ikke skal udformes som et slutbrugerprodukt, men som et basisdatasæt, der kan indgå som grundlag for færdige produkter, tjenester eller løsninger.
Postnummerkortet vedligeholdes gennem et samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, Post Danmark og Kort & Matrikelstyrelsen.